| Flere

Fodboldnetværk styrkes af fælles stævne

Fem fodboldklubber dropper rivalisering og finder en ny vilje til samarbejde ved at lave fodboldstævne

Foto: Steen Agerskov Soerensen
216 hold satte bolden i spil i en weekends Kronborg Cup

Før kunne fiskeri af fodboldspillere fra en klub til en anden skabe vrede mellem klublederne.

I dag har fire års samarbejde om et stort fodboldstævne skabt en fælles vilje til at finde en løsning for den type problemer i det nordsjællandske.

Det, der har flyttet ledernes vilje til at se hinanden med venlige øjne, er Kronborg Cup. I år har fem fodboldklubber i DGI Nordsjælland samlet 261 ungdomshold til en weekends stævne arrangeret af ledere fra alle klubberne.

"Selv om vi tager problemerne op i det fodboldformands-forum, vi har dannet, bruger vi også hinanden bedre i dagligdagen, fordi vi kender hinanden fra cup'pen", fortæller Henrik Svinggaard, initiativtager til Kronborg Cup og kasserer i Borsholm-Skibstrup IF.  

Kendskab fremmer hjælp

Èn ting er spørgsmål om fiskeri af talentfulde ungdomsspillere klubberne imellem. En anden er de små tjenester, klubberne kan hjælpe hinanden med.

"Hvis en klub har brug for at låne et idrætsanlæg til overnatning i forbindelse med et stævne eller låne fodboldbaner til et pigefodbold-stævne, er det blevet nemmere at spørge , fordi vi kender hinanden fra Kronborg Cup", giver Henrik Svinggaard som eksempler på nytten af samarbejdet.

Nytten af det fælles arbejde med Kronborg Cup ser han også i en anden ting:

"I år ser vi flere af de 400 hjælpere stille op og hjælpe hos andre klubber end dem, de kommer fra".

"Det gør det lettere at flytte folk rundt mellem anlæggene hos de fem klubber, måske fordi de gerne vil være frivillige dér, hvor deres børn spiller kampe", tilføjer han.

Politisk opbakning

De fem nordsjællandske fodboldklubber får politisk opbakning til det fælles værtsskab af Kronborg Cup.

Som næstformand i idrætsudvalget i Helsingør Kommune vil Bettina Svinggaard gerne støtte op bag klubbernes samarbejde.

"Det er fantastisk, at de kan samarbejde om det, når der plejer at være konkurrence på området. Det vil vi som politikere gerne bakke op om, især da cuppen er en af de få tilbagevendende store idrætsbegivenheder i kommunen", siger hun.

Politikerne har ydet en fire-årig underskudsgaranti til Kronborg Cup.

"Vi bruger også fodboldformand-forummet som høringsorgan og sparringspartner, bl.a. når vi skal placere nye kunstgræsbaner. Fordi fodboldlederne netop samarbejder i det forum", forklarer hun.
Foto: Steen Agerskov Soerensen
Hygge og hvile efter strabadserne på fodboldbanen hører også til et fodboldstævne

Flere frivillige

Kronborg Cup blev lanceret i 2008 som et stævne alene for årgang 95. Det er fortsat stævnets ældste årgang.

"Det er ikke de samme klubber, der står for stævnet år efter år. I år er vi fem, nogle år har der været to alt efter hvem der synes, at de kan skaffe ressourcer og frivilligtimer nok til at være med", fortæller Henrik Svinggaard fra Borsholm-Skibstrup IF om konceptet.

"I år har vi fået flere klubfolk med, hvor det før næsten kun var styregruppens medlemmer og deres familier i tre generationer, som lagde timer i puljen.

"Vi har da også brugt meget krudt på en infofolder til forældrene for at få dem til at melde sig", siger han og nævner en betænkelighed:

"At så mange hjælpere melder sig ind tæt før start. For at være holdbart i længden, må 200 frivillige ikke knokle sig ned og brænde ud efter to år. Så vi vil gerne vide i god tid, at vi har nok."

Efter stævnet fordeles det økonomiske overskud til årets værtsklubber efter en aftalt nøgle. I 2010 delte fire klubber 100.000 kroner.

Sund kost

Alle fire år har klubberne bag Kronborg Cup trodset nogle kritiske røster og skrottet den usunde mad til fordel for hjemmelavede grill-brugere, pastasalat, frugt og vand.

Klubberne samarbejder også med DGI Nordsjælland, der tegner sig for administrationen af stævnet.

"Jeg håber, at vi med dette samarbejde om 10 år kan få os foreninger i Helsingør Kommune til at styrke det sportslige samarbejde - også i forsøget på at skabe et fælles elitehold på ungdomssiden", håber Henrik Svinggaard.

Opdateret 10. august 2011 Af Steen Bille

Ejer: Kommunikationsafdelingen